17.4.07

Jeg har begået en fejl...

I forbindelse med oprydning på min PC - opdatering til den sidste nye Debian AMD64 distribution, mekanisk rensning og generel 'fransk vask og strygning' - stak der en djævel i mig. Så jeg valsede ud og købte mig en splinterny OEM version af Microsofts Vista Home Premium, og gik hjem og installerede den på maskinen.


Hmmm...

Jaeh. Pæn er den da at kigge på. Generelt har Windows fået et løft. Visuelt er den gjort rimelig pæn og 'lækker'. Ikke at der ligefrem er noget at skrive hjem om, hvis man sammenligner med min Beryl-addon til KDE (http://www.beryl-project.org), men alligevel. Vista formår at følge nogenlunde med tiden. Lidt sikkerhedsfeatures har også fundet vej. Og et mediacenter. Jojo...
Mediacenteret forestiller jeg mig at jeg vil komme til at få nytte af. Mest fordi det leverer en flot integration af mine forskellige medier og er rettet mod TV-skærm-brug. Noget siger mig at detteher har et uudnyttet potentiale jeg kunne blive glad for. Undersøges nærmere, når jeg engang kommer dertil.
Efter at jeg har fået alting til at virke igen...

For jeg er ikke imponeret af Vista's integration med min hardware. Faktisk er der sket det sådan lidt besynderlige at dén Debian 4.0 jeg installerede fra mit lokale (danske) repository hos DotSrc, fandt alting i første hug. Alt virkede.
Vista, derimod, var (og er fortsat) et mareridt!
Jeg brugte to dage på det, og alligevel har jeg stadig en enkelt 'Ukendt enhed' tilbage på listen. Asus understøtter ikke mit ellers ganske velfungerende A8N-SLI-bundkort når det kommer til Vista. Hvilket har krævet størstedelen af førnævnte to dage at arbejde uden om. Eksempelvis er onboard-lydkredsen en ALC850, som fra fabrikantens side har 'begrænset support', hvis jeg skal sige det pænt. Jojo, lyd kan den da sige, men alle de smarte ting er væk, og jeg står med et basalt AC97-interface.
Nvidia Ntune, AI booster, alle de sjove features som kommer med nForce4-chipsættet - de er osse væk. Blandt andet NVFirewall'en, som jeg var så glad for.
Og skærmkort-driveren kan ikke udnytte min skærm. OK, det er måske ikke den allermest populære skærm der er koblet til maskinen, men den gamle driver tilbød mig dog at oprette en 'Custom profile' så jeg kunne ramme dens naturlige opløsning.

Og vi er slet ikke kommet til applikationerne endnu...

Jeg har langt om længe fået lirket mit GT Legends ind på maskinen. GTL er beskyttet med Starforce, og gæt hvad man så ikke kan? Altså før man har gravet den nuværende Starforce-versionsnummer-værdi frem, og har rodet rundt på Starforce's supportside en rum tid på jagt efter Vista-kompatibilitets-skabende updates...

Flere andre små applikationer har osse givet ondt af sig, når jeg har installeret dem.

Det hele forekommer noget ufærdigt, og jeg kan ikke lade være med at drage et lettelsens suk, hver gang jeg booter Debian. Dét duer!

Men OK, jeg skal (vil...) jo have en spilleplatform til bl.a. GTL, CSS og Sturmovik, så jeg må leve med besværet.

Men medmindre Microsoft får slebet en hel masse kanter af Vista, så den bliver nemmere at arbejde med, tror jeg ikke den bliver den helt store succes hos publikken. Der er simpelthen for meget bøvl med den!

Ingen kommentarer: