19.10.12

DVB på NAS! Endelig-endelig-endelig...

Engang i 2009 gik det op for mig at det ville være muligt at få min NAS til at fungere som videomaskine, hvis bare lige dit og bare lige dat...

Så jeg startede en tråd på Synology's forum om TV Station. Det er i omegnen af 3 år siden, og nu sker der endelig noget! Sammen med den sidste opdatering af NAS'ens operativsystem er der dukket en pakke ved navn Video Station op. Med denne pakke installeret er det muligt at optage DVB-T direkte ned på NAS'ens disk via en tilsluttet USB-tuner.

Smart, for NAS'en står jo altid tændt, og hvis blot husets mediaplayere magter at fremvise det optagne format er successen i hus!

Sådan omtrent.

For den fine Video Station er endnu ikke fri for knaster og uheldigheder.
Jeg har noteret mig at der mangler undertekster på det optagne. Multiplatform-support virker - næsten - rigtigt. Men kun næsten. Brugerfladen til manipulering af EPG er ustabil. User management og rettighedstildeling er ikke bagt færdigt. Og ifald jeg ikke havde haft en gammel USB-tuner liggende i skuffen - tilfældigvis med et af Video Station supporteret chipsæt - var jeg aldrig kommet i luften.

Man kan mene at Synology har frigivet produktet for hurtigt. Jeg vil vende det om og sige at de tværtimod har valgt at inddrage masserne i den sidste afpudsning. Jeg har i hvert fald flittigt rapporteret tilbage til dem, så sandsynligheden for at de features JEG lige står og skal bruge bliver inkluderet i næste release. Samtidig har Synology fået en førsteklasses mulighed for at erfare hvilken hardware brugerne efterspørger support for. Linux-drivere til 'dimser' af enhver art har aldrig været noget der lå fabrikanterne meget på sinde, og det får Synologys udviklere nu at mærke. De skal nemlig etablere support for dette og hint, såfremt Video Station skal have en reel mulighed for at blive populær. Men jeg tillader mig altså at forvente en hel masse. Synology plejer at levere god kvalitet.

Driver-issuet får mig til at filosofere lidt over udviklingen. Der var engang hvor ingen hardware-fabrikanter gad interessere sig for support til Linux. Slutbrugerne var begrænset til enten at be' om support eller fremstille driverne selv. Vi ser nu et skred; masser af firmaer ønsker at hoppe på Linux-vognen med deres produkter - naturligvis primært fordi det giver dem mulighed for kostbesparelser. Så nu bliver de nødt til at blande sig i koret af frustrerede brugere som forsøger at få producenterne til at levere driversupport. Og er der noget producenterne af hardware forstår, så er det penge! En manglende driver kan blokere for salg af X tusinde dimser til firma Y og dermed tabt fortjeneste Z.

Alletiders! Forhåbentlig kan det sætte mere skub i Linux-driver-udviklingen.

Ingen kommentarer: