29.11.07

Pingvin - lyd...

Jeg har opdaget Amarok!

Amarok er et musikprogram a la Winamp eller MediaPlayer - bare bedre. Men eftersom det er opensource, er der bøvl med mp3-supporten. Jeg vil selvfølgelig gerne kunne afspille dén del af min musiksamling som ikke er i Ogg-format, og af en eller anden underlig grund har det vist sig at være svært at få Amaroks backend til at dekode den slags filer. Løsningen er selvfølgelig at installere et passende bibliotek - men hvilket? Googling around didn't work well - der er tusind løsninger på sagen. Men til sidst fandt jeg en løsning, som ikke involverede sort magi og voodoo. Hvor? På den officielle hjemmeside selvfølgelig...

Doh!

Interesserede læsere kan selv kigge på http://amarok.kde.org/wiki/MP3. Her står de enkelte distroer nok så nydeligt listet, og i mit tilfælde skulle jeg installere libxine1-ffmpeg.

Som sagt, så gjort. Et voila: Det duer nu!


Nogen gange er det bare for nemt ;)

14.11.07

KDE programmering - at komme igang...

At komme igang med at skrive programmer til KDE, som er min foretrukne desktopløsning på Linux - det har jeg længe ønsket mig. Det svære er bare at komme fra min 'sædvanlige verden', som jo er embedded programmering. I den indlejde verden er det småt med grafiske brugerflader - og derfor er detteher en helt ny ting for mig. Nåja, jeg har da lavet lidt Visual Basic engang for mange år siden - og det er osse lykkedes mig at lave et bette program i MS Visual C#, som kunne opsamle (sniffe) og dekode serielle (RS485) data formateret efter en proprietær protokol - og vise dem i n+1 individuelle vinduer, hver med sine egne visnings-kriterier; pakketype, sender/modtager-nodenummer osv. En øvelse i event-håndtering og så vidt jeg husker osse multithreading. Både nyttigt og spændende.
Nu går øvelsen så på at få flyttet hele projektet til Linux.
Eftersom jeg gerne bruger KDE - jeg synes det er pænt og rimelig brugervenligt, omend osse lidt tungt at drive - ligger det lige for at benytte mig af KDevelop, den 'autoriserede' applitations-udviklings-suite.
Og det prøver jeg så på. Men når man som jeg kommer helt udefra, er der lige et par ting man skal have på plads først. KDevelop installerer ikke bare sig selv, fiks og færdig. Man får en basis-install, som sikkert godt kan frembringe en konsol-'HelloWorld'-runtime. Men jeg vil mere end dét; Jeg vil ha' farvelade-plidderpladder-grafik, trykknapper og alt muligt tingeltangel. Og så skal der lige justeres lidt, installeres nogen ekstra pakker og den slags.

Jeg begyndte med at finde en tutorial på kdevelop.org - eller rettere en link til én. Se her: http://www.beginning-kdevelop-programming.co.uk/

Og så har jeg ellers prøvet at kigge i introduktionen. Fint nok. Fyren som har forfattet teksten, arbejder på Suse 10, og det betyder at han har et værktøjssæt forskelligt fra mit. Jeg arbejder på Debian Lenny... Under gennemarbejdning af samme intro opdager jeg at der mangler alt muligt. Og her kommer så en kort liste over stumper som skal installeres og/eller viser sig at være nyttige/nødvendige under arbejdet med KDevelop:
  • kdevelop-doc
  • libqt3-mt-dev
  • qt3-doc
  • qt3-examples
  • libx11-dev
  • kdelibs4-doc
  • KXML editor (http://kxmleditor.sourceforge.net/)
Hele fidusen er at man skal få kdevelop IDE'en til at blive så 'hjælpsom' som muligt. Een af de ting jeg altid har bakset med, når emnet har været Linux, er dokumentation på rette tid og sted. Der er masser af dokumentation, og den er relativt let at finde - men den er sjældent integreret i det værktøj, man skal ha' hjælp til at forstå. KDE synes at være bedre på dette punkt end andre valgmuligheder jeg har kigget på.

Det smarte ved Kdevelop er at man har søgt at integrere al tilgængelig hjælp *i* værktøjet! Kæmpe søgefunktion integreret i 'Dokumentation'-fanen.

Smart! Hvis altså der er installeret dokumentation på systemet. Og hvis man har sat sin maskine op, så den kan komme gennem proxyen...

De ting er på plads nu, og så må vi se om jeg får tid til at gennemgå materialet på den fine tutorial :)

25.9.07

VLC streaming audio fra kommandolinien

Hrmpft!
...
Jeg har gennem længere tid ønsket mig en batchfil eller sådan noget, der kunne starte VLC automatisk - vel at mærke så den tager sit input fra PC'ens linieindgang og transcoder det til noget UDP-multicast-etellerandet, der kan tages ind af klienter på mit LAN. Historien går på at jeg gerne vil kunne høre radio - og på detteher særlige netværk er der ikke adgang til DR netradio. Ingen Boogieradio, P3 eller nogetsomhelst andet. Lukket!
Nu er det jo bare sådan at jeg altid sørger for at ha 'en kasse med pingviner' inden for rækkevidde - og dermed har jeg adgang til en masse sjove trix og fiduser. VLC for eksempel. I pingvin-versionen kan VLC multicaste alt muligt i alle mulige formater - hvilket jeg via GUI'en har leget lidt med. Sjovt, men ikke særlig praktisk, når det er den samme trivielle opgave der skal udføres hver gang. Jeg har nemlig hægtet en gammel Marantz-tuner på PC'en, indstillet den til DR P3 og *vupti* har vi netradio DR P3 - via GUI og kedelig hver-eneste-gang-opsætning.

Men det skal være slut nu! Jeg har fundet frem til følgende kommandolinieinput

vlc v4l:/dev/audio sout=#transcode{acodec=mpga,ab=128,channels=2}:duplicate{dst=std{access=udp,mux=ts,dst=239.255.255.1:1234}}

som jeg så bare sætter ind et passende sted - og så skal PC'en blot tændes for at aktivere netradio. Simpelt.

18.9.07

Det rumler i horisonten!

I forbindelse med vedligehold på mit ordinære website http://www.martinfiltenborg.dk skrev jeg en lille sentens omkring en tidlig forløber for det der i den kommende tid vil blive introduceret på det danske marked; den ultrabærbare PC.
Historien er at jeg engang i de tidlige halvfemsere erhvervede en sjov lille maskine. En Amstrad NC100, som ligner noget der med lidt god vilje kan kaldes en laptop. Den har et regulært tastatur, men skærmen er underligt lav - 8 linier á 80 karakterer er ikke just standard. Ikke desto mindre er det en glimrende notetagningsmaskine, og der er sågar BBC Basic indbygget i den. Og nul harddisk. Samtidig er den gnistrende hurtig - løber let fra de vildeste WindowsVista dobbeltkerne-gigabyte-monsterlaptops. Man kan spørge sig selv om hvordan det kan lade sig gøre - og størstedelen af svaret ligger selvfølgelig gemt i den manglende plidderpladder-farveladegrafik. Men nu er der så nogen der har fundet på at 'genopfinde' konceptet. Nicholas Negroponte agter at masseproducere en 'folke-PC' til udbredelse primært i fattige lande. Ejheller dén har nogen harddisk. Og den er osse batteridrevet, med et display der kan operere uden backlight. Projektet der ligger til grund for den hedder One Laptop Per Child (OLPC), og maskinen lyder navnet XO. Salgspris skulle blive et stykke under 200 US-dollars, altså i området 1000 kroner. For dé penge får man en 7"-skærm + gummitastatur, WLAN samt præinstallerede programmer til produktivitet, internet og multimedia.
Nicholas Negroponte og hans gæve gutter hos OLPC får ikke lov at være alene på markedet ret længe. Også ASUS har produceret en mini-laptop (EEEpc) efter samme koncept - bare med et bedre tastatur. Intel har søsat deres ClassMate-projekt, og lur mig om der ikke kommer flere.
Hvis nu jeg forestiller mig at jeg er 'traditionel' PC-producent, ville jeg blive bekymret over dén udvikling. Disseher små maskiner er latterligt billige, og de tilbyder faktisk utrolig meget for pengene. Mor Karen i kæret (jaja - stereotyperne lever i bedste velgående) får svært ved at komme med argumenter for at skulle købe en almindelig laptop. Og da en overraskende stor andel af brugerskaren deler behov med Mor Karen - surf, mail, office - kan detteher meget nemt gå hen og slå bunden ud af markedet.
Jeg tror i hvert fald der kommer til at ske noget stort hér!

Har talt med en fyr i indkøbsafdelingen hos en af byens store EDB-butikker, fordi jeg gerne ville vide hvornår jeg kunne hente en EEEpc (XO'en skal udelukkende distribueres i fattige lande) i hans forretning, og til min store overraskelse anede han ikke noget om emnet. Så jeg pressede ham lidt - hvorpå han vendte tilbage med 'det officielle forlydende' fra Asus Nordic; man forventede en salgspris på EEEpc på intet lavere end 4200 kroner...
Ja. Okay. Fint nok. Og julemanden findes...

Selvfølgelig kan de her minimaskiner ikke erstatte den førnævnte muskelmaskine på alle punkter - men hvis den kan dække behovet for 50% af landets computerbrugere, så vil den stadigvæk være en bombe.
I øvrigt er en del af forklaringen på den lave pris osse at softwaren er gratis. Linux. Ikke-microsoft...
Så dé folk skal osse begynde at overveje deres næste træk - eftersom stort set alle andre softwarefirmaer jo har taget variationer over Linux-temaet på produktprogrammet, og derfor er med på opensource-vognen i én eller anden grad.

Jeg tror faktisk jeg ville takke pænt nej, hvis nogen skulle finde på at tilbyde mig et job i salgsdivisionen hos microsoft. Det bli'r ikke nemmere lige i den nærmeste fremtid...

Jeg vil meget hellere ha' en EEEpc. Eller en XO.

Indtil jeg får sådan én, må jeg klare mig med min NC100 fra 1991 - det er den samme slags maskine, bare ikke nær så mange muligheder...

11.7.07

Skrivebordsbaggrunden der blev fundet!

I temmelig lang tid har jeg ledt efter et sted på nettet hvor man kan hente smukke og velfremstillede baggrundsbilleder til sin desktop. Og nu har jeg fundet InterfaceLIFT
, et velorganiseret website indeholdende både ikoner og baggrundsbilleder. Herligt. Men hvis du leder efter pinup-billeder er dette ikke stedet. Man holder en sober tone... Og det er også helt fint. Prøv selv at kigge dig omkring.

17.4.07

Musiksamlingen

Hvordan er det nu man gør? Jeg glemmer det altid...

Sagen er at jeg har en harddisk fuld af musik i bl.a. ogg-format. Hele min CD-samling, faktisk. Disken er en NTFS-formateret ting, så den osse er tilgængelig fra Vista, men jeg kan aldrig huske hvordan man så monterer den på en nyoprettet Linux-installation. Det er slet ikke svært - misforstå mig ikke - men det er altså bare det med at huske hvordan!

Så - med Cruella De Vil's ord; "Note til mig selv"...

------
Som root redigerer jeg /etc/fstab og tilføjer i sidste linie

/dev/sda1 /mnt/musicstore ntfs ro,umask=000,user 0 0

og trykker [Enter]

Derpå opretter jeg directoryet /mnt/musicstore og laver en mount på det.
-----

Voila!

Tricket ligger i umask=000...

Disken kan sikkert osse gøres skrivbar, hvis man gider rode med ntfs-3g (http://www.ntfs-3g.org) :)

Jeg har begået en fejl...

I forbindelse med oprydning på min PC - opdatering til den sidste nye Debian AMD64 distribution, mekanisk rensning og generel 'fransk vask og strygning' - stak der en djævel i mig. Så jeg valsede ud og købte mig en splinterny OEM version af Microsofts Vista Home Premium, og gik hjem og installerede den på maskinen.


Hmmm...

Jaeh. Pæn er den da at kigge på. Generelt har Windows fået et løft. Visuelt er den gjort rimelig pæn og 'lækker'. Ikke at der ligefrem er noget at skrive hjem om, hvis man sammenligner med min Beryl-addon til KDE (http://www.beryl-project.org), men alligevel. Vista formår at følge nogenlunde med tiden. Lidt sikkerhedsfeatures har også fundet vej. Og et mediacenter. Jojo...
Mediacenteret forestiller jeg mig at jeg vil komme til at få nytte af. Mest fordi det leverer en flot integration af mine forskellige medier og er rettet mod TV-skærm-brug. Noget siger mig at detteher har et uudnyttet potentiale jeg kunne blive glad for. Undersøges nærmere, når jeg engang kommer dertil.
Efter at jeg har fået alting til at virke igen...

For jeg er ikke imponeret af Vista's integration med min hardware. Faktisk er der sket det sådan lidt besynderlige at dén Debian 4.0 jeg installerede fra mit lokale (danske) repository hos DotSrc, fandt alting i første hug. Alt virkede.
Vista, derimod, var (og er fortsat) et mareridt!
Jeg brugte to dage på det, og alligevel har jeg stadig en enkelt 'Ukendt enhed' tilbage på listen. Asus understøtter ikke mit ellers ganske velfungerende A8N-SLI-bundkort når det kommer til Vista. Hvilket har krævet størstedelen af førnævnte to dage at arbejde uden om. Eksempelvis er onboard-lydkredsen en ALC850, som fra fabrikantens side har 'begrænset support', hvis jeg skal sige det pænt. Jojo, lyd kan den da sige, men alle de smarte ting er væk, og jeg står med et basalt AC97-interface.
Nvidia Ntune, AI booster, alle de sjove features som kommer med nForce4-chipsættet - de er osse væk. Blandt andet NVFirewall'en, som jeg var så glad for.
Og skærmkort-driveren kan ikke udnytte min skærm. OK, det er måske ikke den allermest populære skærm der er koblet til maskinen, men den gamle driver tilbød mig dog at oprette en 'Custom profile' så jeg kunne ramme dens naturlige opløsning.

Og vi er slet ikke kommet til applikationerne endnu...

Jeg har langt om længe fået lirket mit GT Legends ind på maskinen. GTL er beskyttet med Starforce, og gæt hvad man så ikke kan? Altså før man har gravet den nuværende Starforce-versionsnummer-værdi frem, og har rodet rundt på Starforce's supportside en rum tid på jagt efter Vista-kompatibilitets-skabende updates...

Flere andre små applikationer har osse givet ondt af sig, når jeg har installeret dem.

Det hele forekommer noget ufærdigt, og jeg kan ikke lade være med at drage et lettelsens suk, hver gang jeg booter Debian. Dét duer!

Men OK, jeg skal (vil...) jo have en spilleplatform til bl.a. GTL, CSS og Sturmovik, så jeg må leve med besværet.

Men medmindre Microsoft får slebet en hel masse kanter af Vista, så den bliver nemmere at arbejde med, tror jeg ikke den bliver den helt store succes hos publikken. Der er simpelthen for meget bøvl med den!